Lovpligtig info

Den Frie Fakkel

Undervisningsmiljø

Læs Den Frie Fakkels undervisningsmiljøvurdering 2022 her: Undervisningsmiljøvurdering_2022

Læs Den Frie Fakkels undervisningsmiljøvurdering 2019 her: Undervisningsmiljøvurdering_2019

Vedtægter

Skolens vedtægter (uploaded 8 janunar 2019) kan downloades her:

Vedtægterne er godkendt på generalforsmaling d. 12/10-2017 og godkendt af undervisningsministeriet d. 9/5-2018

Vedtægter

Bestyrelsen

Bestyrelsesformand: Jakob Stald Møllmann: Far til Filippa & Tobias

For mig er Den Frie Fakkel ikke en flugt fra den klassiske folkeskole, men et aktivt tilvalg af en vision og undervisningsform, der tager sit udgangspunkt i bl.a. hjerneforskning. Det giver god mening, at motiverede elever lærer bedre på alle planer, og motivation kommer gennem leg, adspredelse, bevægelse og tværfaglighed. Det er en vision, jeg står på mål for, og som jeg ønsker at være med til at udvikle. Det skal være sjovt at gå i skole, ligesom vi voksne gerne vil have, at det er sjovt at gå på arbejde.

Bestyrelsesmedlem: Julian Rosendal: Creative Director, ejer af reklamebureau og far til to drenge & en pige.

Jeg arbejder til dagligt med konceptuel tænkning og kreativ problemløsning. Som far til 3 børn fascinerer det mig meget at betragte mine børns umiddelbare nysgerrighed og intuitive tilgang til det at løse problemer og skabe noget nyt. Efter min opfattelse er folkeskolen blevet mere og mere standardiseret, og kun det som kan måles i tal bliver betragtet som noget af værdi. Egenskaber som nysgerrighed, kreativitet og idérigdom er vigtige ingredienser for at udvikle fremtidens innovative iværksættere med lysten, evnen og selvtilliden til at skabe. Sommeren 2017 læste jeg for første gang om Den Frie Fakkel, og oplevede med det samme at kunne nikke genkendende til de værdier, Sara har vægt på. Jeg har lige siden været involveret i at realisere skolen.

Bestyrelsesmedlem Helle Løvstø Severinsen: Mor til to børn på skolen og vores ældste har været med fra start. Til daglig arbejder jeg i en menneskerettigheds-ngo.

Jeg er optaget af at værne om og skabe rum for et skoleliv, der rummer det hele og det enkelte barn. Skolen er et sted, hvor der tilbringes vigtig tid, både hvad angår læring, naturligvis, men også rent socialt. Jeg betragter Den Frie Fakkel som et sted, hvor eleverne får mulighed for at udvikle det bedste i dem selv.

Bestyrelsesmedlem Stine Josephine Billy Dahl:

Bestyrelsesmedlem: Sebastian Winslow: Far til Raphael i Pluto

Skolen er et sted hvor en stor del af dagligdagen tilbringes. Det er vigtigt at den tid er god tid, kvalitetstid, sjov tid, meningsfuld tid og givtig tid. Det er et rum for både faglig, social og personlig udvikling – et sted hvor mangt og meget formes og det skal rammerne være til. Jeg synes Den Frie Fakkel byder på rigtig meget godt til at understøtte lige netop disse ting – og jeg vil gerne gøre mit til at bidrage til at denne position styrkes og udvikles endnu mere og at det kan bidrage til at også andre steder udvikler sig i en for børnene mere meningsfuld retning.

Tilsyn

Forældrene på en fri grundskole vælger en eller flere tilsynsførende til at føre tilsyn med skolen.

Den tilsynsførende skal føre tilsyn med, om skolens undervisning står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre, samt udvikler og styrker elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds – og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.
Hvert år skal den tilsynsførende overvære mindst en hel skoledags undervisning.

Den tilsynsførende skal en gang om året aflevere en skriftlig tilsynserklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om tilsynet. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside. Den tilsynsførende skal være certificeret.

Skolens tilsynsførende er Annemarie Andersen, som er skoleleder på en skole i Gentofte.

Tilsynserklæring Den Frie Fakkel 2022-2023

Tilsynserklæring Den frie Fakkel 2021-2022

Tilsynserklæring Den frie Fakkel 2020-2021

Tilsynserklæring Den Frie Fakkel 2018-2019

Evaluering af undervisning og opfølgningsplan

Læs den Frie Fakkels evaluering af undervisningen her: Evaluering af undervisningen_2019

Læs Den Frie Fakkels opfølgningsplan her: Opfølgningsplan_2019

Fælles mål

Den Frie Fakkel følger Fælles Mål for, hvad eleverne skal lære i de forskellige fag. Se mere på Undervisningsministeriets hjemmesideside for Fælles Mål her:

TRIVSELS- OG ANTIMOBBESTRATEGI
PÅ DEN FRIE FAKKEL

På Den Frie Fakkel har vi en bred dynamisk tilgang når det kommer til børn. Vi ser trivsel som en proces og mener at god trivsel er en fælles indsats, hvor forældrene medinddrages i både dialog og ansvar. Vi har stor opmærksomhed på, at alle børn er inkluderet i lege og aktiviteter på skolen, samt at alle er med i de sociale fællesskaber der sker udenfor skolen, fx til børnefødselsdage.

Opstår der alligevel problemer med mobning eller manglende trivsel handler vi straks. Vi taler med de berørte børn, lytter, observerer og herefter handler vi og laver aftaler med børnene. Om nødvendigt inddrages større dele af gruppen, da vi ser på hvilke dynamikker og relationer der opstår børnene imellem, og ikke nødvendigvis på det enkelte barn.

Hvis vi oplever mobning og mistrivsel indkalder vi til samtale med forældre og/eller primær voksen, så vi i fællesskab kan lave en handleplan for, hvordan vi på bedste vis kan støtte barnet, der hvor problemerne opstår.


Vi arbejder ud fra en relationel og hermeneutisk tilgang til det enkelte barn og har fokus på, at der er flere forskellige faktorer som spiller ind, når man eksempelvis er i mistrivsel, mobber eller bliver mobbet. Vi forsøger på bedste vis at forstå barnets behov og handlemønstre gennem samtaler med barnet/børnegruppen frem for at konkludere og vurdere barnets handlinger. På denne måde møder vi barnet anerkendende og forstående for den situation de befinder sig i, og kan derfor bedre støtte dem til at finde andre handlemuligheder fremadrettet.

Det daglige trivselsarbejde består af:

  • Et godt morgenritual: der er en fast voksen til at modtage børnene om morgenen.
  • Morgensamling, sang og meditation hver dag hvor der bl.a. er fokus på at ”motion makes emotion”.
  • Taknemmelighedsrunde hvor eleverne deler i plenum hvad der er taknemmelige for.
  • Korte samtaler med børnene om hvad man kan lege i pauserne.
  • Prioritering af fælles frokost hvor vi spiser sammen i to store grupper på tværs af undervisningsgrupper.
  • Plads til leg og pjat på både børnenes og de voksnes initiativ.
  • Brug af positivt og forstående sprogbrug.
  • Opmærksomhed på hvilken betydning handlinger og ord kan have for andre.

Det ugentlige trivselsarbejde består af:

  • Snakke om hvad der rør sig i gruppen.
  • Særlig opmærksomhed på børn der har det svært.
  • Evt opfølgning på særlige aftaler med børn
  • Fokus på positive ting der sker i gruppen.
  • Fællesdans for hele skolen to gange om dagen.

Hvis der er tegn på begyndende mistrivsel eller mobberi arbejder vi med at genoprette fællesskabet ved at:

  • Holde fælles børnemøder i hele børnegruppen.
  • Holde mindre møder hvor dem som umiddelbart er indblandet deltager.
  • Samle gruppen/ de involverede, så der markeres en afslutning på konflikten og en ny begyndelse.

Hvis der alligevel opstår mobning, udarbejdes en handlingsplan:

  • Skolen udarbejder, snarest efter at problemerne er konstateret, en konkret handlingsplan.
  • Skolen informere de berørte elever og forældre om handlingsplanens indhold og eventuelle midlertidige foranstaltninger.

Konkrete tiltag, der kan indgå i handlingsplanen:

  • Vi holder opsamlende møder i personaleteamet, hvor vi tager beslutninger om de kommende skridt
  • Primærlæreren tager strakt fat i det/de børn, der føler sig utilpas eller ked af det og tager en lyttende og anerkendende snak.
  • Baseret på denne samtale og løbende observationer, vurderes næste skridt og opfølgning.
  • Vi tager en snak i hele børnegruppen.
  • Vi indkalder forældre sammen til dialog, der afholdes af skolen (ekstra ordinært forældremøde)
  • Vi laver særlige aftaler med de berørte børn.

DIGITAL ANTI-MOBBESTRATEGI PÅ DEN FRIE FAKKEL

  • Vi har mobilfri skole og derfor ikke en konkret strategi for anti-mobning på de sociale medier. Dog taler vi med børnene om grænser, deling af billeder, beskeder mm.
  • Vi har særligt fokus på at støtte elevernes fællesskab i forbindelse med modtagelse af nye elever og dannelse af nye grupper.
 

Skoleskyderier – Beredskabsplan

Denne beredskabsplan er inddelt i 3 overskrifter: (1) alarmering, (2) adfærd under situationen og (3) efterforløb.

Alarmering

I tilfælde af bevæbnet eller voldelig indtrængen på skolen handler det primært om at undgå panik.
Alle skal så vidt muligt væk fra åbne arealer; gange, trapper og salen.

VIGTIGT: Brandalarmen må ikke benyttes til alarmering

  • Den, der opdager situationen, skal hurtigst muligt ringe til politiet på 1-1-2
  • Underret de nærmeste omkring dig om truslen.
  • Hvis det er muligt gives besked til kontoret
  • Ledelsen forsøger derefter at sprede alarmen til de resterende undervisere

Adfærd under situationen

Følg proceduren: ”Lås, lig og lyt”:

  • LÅS: Gå ind i nærmeste lokale, lås og barrikader døren. Barrikaderne skal være omfattende af fx borde og stole.
  • LIG: Luk vinduerne, træk gardiner for og læg jer på gulvet, så man ikke kan se jer fra døre og vinduer – undgå støj!
  • LYT: Forbliv i lokalet, og lyt indtil politi eller ledelsen kalder jer ud

Hvis hændelsen foregår i et af skolens åbne områder:

  • Hvis det opleves sikkert, sørger skolens ansatte for at evakuere elever og kolleger væk fra området via diverse udgange.
  • De ansatte sørger for, at alle bringes sikkert så langt væk fra området som muligt

Ledelsens funktioner umiddelbart efter hændelsen:

  • Ledelsen skaber sig et overblik over skader på personer og bygninger
  • Skadede personer behandles akut og videre af ambulance/brandvæsen
  • Uskadte elever og ansatte samles i salen til debriefing
  • Skolens telefon bemandes med henblik på;
    • information til forældre og pårørende til såvel tilskadekomne elever/ansatte som uskadte elever/ansatte
    • at sende en pressemeddelelse ud til medierne og fungere som kontaktled til pressen
    • at tage kontakt til relevante instanser (forvaltning og krisepsykolog) for at modtage ekstern hjælp – fx i form af psykisk førstehjælp
    • at etablere akut krisehjælp med tilbud til alle kursister og ansatte (Falck, sygehusvæsen)

Efterforløb

I dagene efter hændelsen skaber ledelsen et overblik over forløbet i samarbejde med de involverede parter. De etablerer følgende:

  • Et informationsmøde for skolens ansatte, elever og pårørende, hvor den objektive udlægning af forløbet fremstilles med mulighed for spørgsmål og svar
  • Tilbud om krisehjælp til elever og ansatte, der udviser tegn på kraftig påvirkning (sygehusvæsen/Falck).
  • En evaluering af det interne beredskab
 

Musik som læringsredskab

Musik fremmer indlæring

– og alt muligt andet!

Der er efterhånden lavet mange undersøgelser og skrevet mange rapporter – både i Danmark og internationalt – om musikkens positive effekt på hjernen.

Når en hjerne lytter til musik, processeres melodi, harmonik og følelser i den ene hjernehalvdel, mens den anden halvedel af hjernen beskæftiger sig med indtrykkene fra det metriske i rytme og beat, samt de tekstmæssige informationer. Sidder man oven i købet og vipper i takt med foden, er de motoriske centre også aktiveret. Spiller man aktivt et instrument, forstærkes effekten. Med andre ord er der få ting som musik, der sætter hele hjernen i spil!

 

Musik aktiverer:

  • Tekstanalyse/kommunikation
  • Auditive indtryk
  • Visuelle indtryk (f.eks. fra noder eller tekst)
  • Metrisk analyse (afkode og genkende rytmiske mønstre)
  • Emotionel analyse (afkodning af det musikske udtryk)
  • Finmotorik
  • Grovmotorik

Og hvad kan man så bruge det til?

At lytte til – og udøve – musik er ’yoga for hjernen’. Starter man eksempelvis en skoledag med at synge sammen, klappe rytmer – eller blot lytte til et stykke musik – er hjernen sat i sving, og nye informationer optages hurtigere og processeres dybere.

Man kan næsten kalde musikken en slags indlærings-pille. Det skyldes stoffet Myelin, som dannes i hjernecellerne hver gang man lærer noget nyt eller øver sig på/repeterer noget kendt. Musikere er da også kendt for at have god hukommelse og gode indlæringsevner; deres hjerne er ganske enkelt vant til at optage og analysere informationer, lagre og anvende dem. (Som f.eks. når man har hørt et stykket musik, lært det, terpet det og derefter fremfører det for andre). Derfor er en form for musisk udfoldelse i forbindelse med læring en rigtig god ide!

Og så er der jo hele det sociale aspekt i at spille og synge sammen og øve op til et fælles mål – med den bivirkning, at man risikerer at have det sjovt. Men det ved de fleste jo allerede.

Læs mere om de forskellige undersøgelser om hvordan musik påvirker hjernen – og fx bruges i behandlingen af demens og hjerneskade.

http://www.musicmindbrain.com/publications

https://www.pianolessonsontheweb.com/blog/myelin-and-music-this-is-your-brain-on-practicing

https://eric.ed.gov/?id=EJ610585

 

Privatlivspolitik

Denne politik beskriver, hvordan vi på Den Frie Fakkel indsamler og behandler oplysninger, når du kommunikerer med os eller har dit barn gående på skolen.
1. Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os? 
Telefon: 29 93 30 71 (Skolens telefon er normalt åben man-fre: 9:00-14:30)
Adresse: Richard Mortensens Vej 61, 2 sal 2300 København S.
CVR: 39425823
2. Formålene med og retsgrundlaget for behandling af personoplysninger 
Vi behandler dine oplysninger for at kunne opfylde vores forpligtigelser som skole, der følger af friskoleloven og dertil hørende regler. Eksempelvis indhenter vi elev- og forældreoplysninger i forbindelse med en elevs optagelse på skolen for at kunne søge statstilskud.
3. Kategori af personoplysninger
Vi behandler overordnet alene almindelige oplysninger som fx navn, adresse, cpr (kun elever) mv., men i nogle tilfælde behandler vi også særlig kategori af personoplysninger (dvs. følsomme oplysninger) som fx helbreds-, trivsels- og udviklingsmæssige oplysninger om barnet. Til visse typer af personoplysninger indhenter vi som skole konkret samtykke (f.eks. brug af fotos), i andre tilfælde, hvor vi som skole er pålagt at afgive oplysninger i kraft af regler og lovgivning, som vi er underlagt for at kunne drive skole, skal vi ikke gøre det. Det er muligt at komme på venteliste til en plads i skolen. I så fald modtager vi oplysninger om barnets navn, adresse, fødselsdag og år samt forældrenes navn, adresse, telefonnummer og mail. Når du besøger hjemmesiden www.denfriefakkel.dk, indsamler vi automatisk oplysninger om din brug af siden ved hjælp af Google Analytics. Formålet er at optimere brugeroplevelsen og hjemmesidens funktioner.
4. Modtagere eller kategori af modtagere
Som udgangspunkt er det alene skolen, der modtager og anvender de personoplysninger, vi har om en elev eller forældre. Skolen har retningslinjer for, hvornår en medarbejder har adgang til personoplysninger om elever og forældre. Som princip har en medarbejder altid adgang til de oplysninger, der gør, at denne kan udføre jobbet under hensyn til de forskellige forventninger, der knytter sig til det. Det vil f.eks. sige, at lærere/pædagoger har adgang til de fleste oplysninger om et barn. Det som udgangspunkt alene skolens leder og skolens sekretær, som har adgang til alle oplysninger, og vi indsamler kun de oplysninger, vi har brug for.  Vi videregiver kun de oplysninger til Undervisningsministeriet, revisor og andre offentlige myndigheder, når vi er forpligtet efter reglerne herom. Skolen bruger også eksterne leverandører i forhold til f.eks. elektronisk behandling af data. Ved henvendelse til skolens kontor på ovennævnte tlf.nr/mail kan du få oplyst hvilke.
5. Opbevaring af personoplysninger

Skolen opbevarer personoplysninger i henhold til gældende retningslinjer på området. Overordnet opbevarer vi alene personoplysninger, så længe det er nødvendigt for at opfylde vores forpligtigelser som skole. Eksempelvis sletter vi som udgangspunkt alle oplysninger om elever og forældre, når eleven forlader skolen og når der ikke længere er brug for oplysningerne. Der kan dog skulle tages visse hensyn til overleveringer, som først finder sted senere.

Vi opbevarer en række personoplysninger om medarbejderne:

  • Jobansøgninger (CV, eksamensbeviser, udtalelser o.lign. på de ansatte)
  • Almindelige personoplysninger om medarbejdere (f.eks. uddannelse, udtalelser, tjenstlige forhold, oplysninger om løn, skat, sygefravær, sygdomsperioder mm. så længe det er relevant for ansættelsesforholdet og så længe skolen ikke kan mødes med krav o. lign (arbejdsmiljøsag, arbejdsretslige tvister)
  • Følsomme personoplysninger, hvis databehandlingen er nødvendig for at overholde skolens arbejdsretslige forpligtelser eller rettigheder, som er fastlagt i anden lovgivning eller kollektiv overenskomst (f.eks. fleksjob). Oplysninger om løn og pension kan opbevares i op til 10 år iht. fratrædelsesregler på det statslige område.
  • Straffe- og børneattest, jf. børneattestloven. En indhentet blank attest (uden anmærkninger) slettes. Der føres dateret logbog over, hvilke attester, der er indhentet blanke og efterfølgende slettet.
  • Personoplysninger (f.eks. billeder af ansatte) offentliggøres (f.eks. på hjemmesiden) kun med særligt samtykke
  • Regnskaber opbevares i 5 år. Personoplysninger i regnskaber slettes efter 5 år medmindre de skal bruges iht. andet formål.
Vi opbevarer en række personoplysninger om elever og forældre:
  • Elevoplysninger, både almindelige og følsomme oplysninger, som opbevares så længe elever går på skolen og så længe det er nødvendigt at behandle oplysningerne. Ved elevafgang sker sletning snarest muligt, når det vurderes, at der ikke længe er brug for overlevering. Dokumentation for skolegangen slettes først, når regnskabet er revideret og indberettet til ministeriet. Samtykkeerklæringer med navneoplysninger, som rækker permanent ud over elevafgang, slettes ikke.
  • Billeder af elever bruges med samtykke fra forældrene på skolens hjemmeside i det omfang, de kan bidrage til at formidle skolens værdigrundlag, liv og dagligdag. Vi bruger ikke situationsbilleder, hvis vi er vidende om, at bestemte personer ikke ønsker at optræde på billederne.
  • Almindelige personoplysninger om forældre opbevares så længe eleven går på skolen. Når en elev forlader skolen sker en sletning snarest muligt medmindre der foreligger samtykke til andet eller et konkret sagligt formål.
  • Afsluttende elevudtalelser (og eksamensbeviser, hvis dette bliver aktuelt) opbevares til ”tid og evighed” i.h.t. lovgivning
Vi opbevarer personoplysninger om bestyrelsesmedlemmer:
  • Almindelige oplysninger (navne, adresser, cpr nr.) – opbevares så længe forælderen er valgt ind i bestyrelsen. De oplysninger, der kan dokumentere skolens overordnede ledelse og hvem der har truffet hvilke overordnede ledelsesmæssige beslutninger på et givet tidspunkt, slettes dog ikke. Navne slettes således heller aldrig fra bestyrelsesprotokollen.
  • Referater fra bestyrelsesmøder opbevares så længe skolen eksisterer. Et beslutningsreferat bør i udgangspunktet ikke indeholde personoplysninger.
6. Retten til at trække samtykke tilbage
Du har til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage. Dette kan man gøre ved at kontakte os på de kontaktoplysninger, der fremgår ovenfor af pkt. 1. Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af de pågældende personoplysninger på baggrund af et tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen. Hvis du tilbagetrækker dit samtykke, har det derfor først virkning fra dette tidspunkt.
7. Dine rettigheder

Efter databeskyttelsesregler har en registreret en række rettigheder i forhold til skolens behandling af personoplysninger. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.

Ret til at se oplysninger (indsigtsret): Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig og en række andre oplysninger.

Ret til berigtigelse: Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig rettet.
Ret til sletning: I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer.
Ret til begrænsning af behandling: Du har i visse tilfælde ret til at få begrænset behandlingen af dine oplysninger. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen – må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke eller med henblik på, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.
Ret til indsigelse: Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. Du kan også gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger til direkte markedsføring.
Ret til at transmittere: Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra en dataansvarlig til en anden uden hindring.
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.
8. Klage til Datatilsynet
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, som vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.
9. Opdatering af vores Privatlivspolitik

Den Frie Fakkel er forpligtiget til at overholde reglerne om databeskyttelse. Vi gennemgår derfor regelmæssigt denne politik for at holde den opdateret og i overensstemmelse med lovgivningen. Denne politik kan ændres uden varsel. Den nyeste opdaterede politik vil altid være tilgængelig på vores hjemmeside.

Denne politik er senest opdateret oktober 2022.